Autentisk og værdibaseret assisterende leder søges til unikt socialpsykiatrisk botilbud i grønne omgivelser

 

I Svendborg Kommune prioriterer den politiske ledelse ledelseskvalitet og rammerne for denne. Derfor søger vi en assisterende leder, der sammen med afdelingslederen vil udgøre vores kommende ledelsesteam. 

Vil du gå forrest i arbejdet med til at sikre en meningsfuld hverdag for sindslidende borgere? Kan du se dig selv arbejde med ledelse på et socialpsykiatrisk botilbud?

Evner du at styrke psykologisk tryghed med afsæt i en tillids - og værdibaseret ledelsesstil? 

Så er du måske vores nye assisterende leder!

 

Om Botilbuddet Skovsbovej 

Botilbuddet Skovsbovej er et døgndækket socialpsykiatrisk botilbud, beliggende i skønne og grønne omgivelser i Svendborg. Målgruppen er voksne med psykiske og delvist fysiske funktionsnedsættelser, der er visiteret til botilbud gennem servicelovens §107 og §108. 

Her bor 44 borgere på 2 sammenhængende matrikler, hvor 38 af borgerne er bosiddende i den døgndækkede del af tilbuddet. Botilbuddet Skovsbovej er inkluderet i både socialtilsyn og sundhedsfaglige tilsyn.

Borgerne på Botilbuddet Skovsbovej har psykiske udfordringer af væsentlig betydning for deres trivslen i hverdagslivet, hvor særligt skizofreni og personlighedsforstyrrelser er kendetegnende for det diagnostiske billede af målgruppen på tilbuddet. Fælles for alle borgerne er, at de har brug for struktur og forudsigelighed samt et stort behov for at blive understøttet i et meningsfuldt og selvstændigt hverdagsliv gennem højt specialiseret faglighed, tilgang og omsorg. 

Botilbuddet Skovsbovej har ca. 60 medarbejdere ansat. Medarbejderne er erfarne og fagligt

kompetente. Medarbejderne har sundhedsfaglige, socialfaglige, kostfaglige og administrative uddannelsesbaggrunde, hvor fællesnævneren er et stærkt fokus på recoveryorienteret rehabiliterende praksis med borgeren som ekspert i eget liv. 

Kulturen på tilbuddet er kendetegnet ved en høj grad af ordentlighed, ansvarlighed og teamwork i opgaveløsningen. 
Video om Botilbuddet Skovsbovej, Link: https://youtu.be/iEEh6mDinP8?si=DVzfFjF5OlJ5fbNh

 

Om Boområdet

Botilbuddet Skovsbovej er organisatorisk placeret i Socialafdelingen i Boområdet, som har voksne med støttebehov i enten botilbud eller støttecentre som målgruppe. Botilbudsområdet inkluderer både tilbud til borgere indenfor handicap- og socialpsykiatriområdet. Boområdet har ca. 270 medarbejdere og yder støtte til over 260 borgere. Kerneopgaven for Boområdet er, at borgere med et specialiseret støttebehov oplever at have et godt hjem med et værdifuldt og meningsfuldt hverdagsliv. Vi har som helt særligt fokus implementering og forankring af LA2, der er vores primære afsæt på tværs af Boområdet. En proces, vi skal blive ved med at dyrke og styrke, og som du bliver en vigtig del af. 

 

Dine opgaver

I det daglige vil du samarbejde med afdelingsleder, koordinatorer, medarbejderne og administrative medarbejder samt områdeleder. Vi sætter en ære i at tage godt imod dig og give dig den støtte og sparring, som er nødvendig, hos os står du aldrig alene. Vi har også fokus på at styrke den relationelle kapacitet i ledelsen på tværs af Socialafdelingen.

 

Af opgaver på Botilbuddet Skovsbovej kan særligt fremhæves:

  • Varetage personale - og driftsledelsen i samarbejde med afdelingslederen. 
  • Understøtte implementeringen og forankringen af metoden LA2, som er et tværgående fokus på hele boområdet.
  • At være synlig i samarbejdet med pårørende og netværk, som kan være vigtig grundsten i den enkelte beboers liv.
  • Styrke og fokusere på kvaliteten i de socialfaglige og sundhedsfaglige indsatser
  • Sikre gode løsninger af høj værdi for beboerne gennem deltagelse i og facilitering af tværgående og tværsektorielle samarbejdsmøder med kommunale myndigheder og den regionale psykiatri. 
  • Have blik for at understøtte et bæredygtigt arbejdsmiljø, hvor psykologisk tryghed er et centralt element. 
  • Varetage et særligt ledelsesmæssigt ansvar for den sundhedsfaglige opgaveløsning på botilbuddet herunder implementering af nye sundhedsinstrukser.
  • Styrke den faglige dokumentation og delmålspraksis. 
  • Fokus på at facilitere anvendelse og udvikling af kompetencer. 
  • Være synlig i hverdagen og i samarbejdet med aktører på og omkring Botilbuddet Skovsbovej. 
  • Gøde den sociale kapital og kulturen.
  • Deltage i arbejdsgrupper på tværs af Socialafdelingen.

 

Personprofil

Vi søger en assisterende leder med relevant sundheds – eller socialfaglig uddannelsesbaggrund, gerne suppleret med relevant lederuddannelse. Vi ønsker en assisterende leder med et veludviklet værdisæt og et etisk kompas, der afspejler en naturlig integritet. Du behøver ikke at være perfekt, for det er vi heller ikke, men vi besidder indsigt i egne styrker og udfordringer, og vi forventer det samme af dig. 

 

De ønskede kendetegn for vores nye assisterende leder er: 

  • Praksiserfaring og viden om recoveryorienteret rehabilitering indenfor det specialiserede socialområde 
  • Møder borgerne, personale, kollegaer og samarbejdspartnere i øjenhøjde
  • Får følgeskab via naturlig autoritet samt transparente beslutninger og handlinger
  • En tillids - og værdibaseret ledelsesstil forankret i et kompetent menneskesyn 
  • Stærke kommunikative og relationelle kompetencer med evnen til at definere fælles kridtstreger for faglighed og samarbejde 
  • Kan og vil få noget til at ske, også når der kommer modstand
  • Naturligt ambitiøs på fagligheden 
  • Lyst til at bidrage til implementeringen af LA2 og pejlemærkerne i Masterplanen for det sociale område i Svendborg Kommune 
  • Evner at navigere i et felt med mange interesser og interessenter i en politisk styret organisation 
  • Ledelseserfaring eller stor lyst til at kaste sig ud i ledelsesopgaven. 
  • Har godt kendskab til brug af VUM (voksenudredningsmetoden) og FSIII.

 

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling. 

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden. 

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt. 

 

Om Socialområdet

På Socialområdet giver hver dag mening: Vi sætter en ære i at støtte mennesker til at leve et selvstændigt liv, også når udgangspunktet kan være svært. Vi kan mærke og se, at vi gør en forskel for den enkelte og for samfundet, og det skaber stolthed og motivation. 
Vi insisterer på høj faglighed, også når vi har travlt. Hos os kommer du til at arbejde i et stærkt tværfagligt fællesskab som vokser af, at vi alle byder ind med hver vores specialiserede faglighed. 
Du står ikke alene. I dialog og samarbejde hjælpes vi ad med at finde de gode og ordentlige løsninger. Også på de svære dage passer vi på hinanden og insisterer på det gode arbejdsmiljø.

 

Praktiske oplysninger

Ansættelsesudvalget består af Afdelingsleder, Områdeleder for Boområdet og en bred repræsentation af medarbejdere fra Botilbuddet Skovsbovej. Der vil også være en beboerrepræsentation som del af udvalget.

 

Vores nye assisterende leder ansættes i en fuldtidsstilling og skal helst kunne starte i ansættelse pr. 1. august 2026.

 

Ansøgningsfrist er tirsdag d.16.juni kl.12.00.

 

Vi forventer at holde første samtalerunde tirsdag d.23.juni. Går du videre til samtalerunde 2, vil det forventeligt blive onsdag d.24.juni. Du skal forvente at forberede, løse og fremlægge en case til 2. samtalerunde. 

 

Løn og ansættelse er efter gældende overenskomst og aftale om Ny Løn. 

Den assisterende leder forventes indplaceret på lederoverenskomst. 

 

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest samt reference fra tidligere

og/eller nuværende arbejdsgiver.

 

Eventuelle spørgsmål kan stilles til Afdelingsleder Bjarke Helmø, tlf. 2445 9566 eller Områdeleder Kristian Nygaard Madsen, tlf. 2165 8160.

 

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

 

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven


Frist:
Stillingskategori: Social og sundhed
Stillingstype: Fastansættelse
Arbejdstid: 37 timer
Tiltrædelse: 1.8.2026
Kontaktperson:
Bjarke Helmø
Telefon: 24459566
Svendborg Kommune
Ramsherred 5 - 5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00