Hos Tankefuld i Svendborg søger vi to pædagoger til det specialiserede børne- og ungeområde – én til en fast stilling og én til et barselsvikariat, begge op til 37 timer.
Er du nysgerrig? Så læs videre her.
Vi arbejder på det specialiserede børn- og ungeområde – og vi gør det med faglig stolthed
Tankefuld er Svendborg Kommunes bo- og aflastningstilbud for børn og unge med varige og vidtgående funktionsnedsættelser samt psykiske diagnoser. Vi arbejder med en bred aldersgruppe fra 1–18/25 år og holder til i naturskønne, landlige omgivelser i den vestlige del af Svendborg.
Vores faglige fundament er forankret i en systemisk, narrativ og løsningsfokuseret tilgang, og vi bruger konkrete redskaber som KRAP, Signs of Safety og Vækstmodellen. Det betyder, at du hos os ikke bare møder fine ord om faglighed – du møder en hverdag, hvor redskaberne faktisk er i spil, og hvor vi løbende modtager ekstern gruppebaseret sagssupervision.
Vi er et stærkt tværfagligt fællesskab, der sætter en ære i at støtte børn og unge til at leve et selvstændigt liv, også når udgangspunktet er svært. Hos os løfter vi i flok, passer på hinanden og insisterer på det gode arbejdsmiljø – også på de svære dage.
Sådan ser hverdagen ud
Du vil komme til at arbejde tæt med børnene og de unge i en hverdag, der rummer omsorg og pleje, ADL-opgaver, sociale aktiviteter og relationsarbejde. Vi arbejder kontinuerligt med barnets nærmeste udviklingszone og sætter trivsel og udvikling i centrum. Du samarbejder tæt med forældre og tværfaglige parter som skoler, beskæftigelsestilbud og myndighedsafdelinger.
Arbejdstiderne er vekslende morgen- og aftenvagter (kl. 06–22.15), hver anden weekend og på helligdage.
Puk, pædagogisk assistent på Tankefuld fortæller:
"Det er virkelig livsbekræftende at gøre en forskel i sit arbejde og at se de små
faglige frø, vi planter hver dag, spire og skabe udvikling for tilbuddets børn og
unge. I Tankefuld skal man have både fagligheden og hjertet på rette sted.”
Hvad bringer du med?
Du er uddannet pædagog og finder faglig motivation i det specialiserede område. Du ved, at høj faglighed er fundamentet – ikke et tillæg – og du insisterer på det, også når der er travlt.
Du trives i tæt teamsamarbejde og i 1:1-indsatser, hvor struktur, nærvær og fordybelse er afgørende. Du har blik for det, der sker omkring dig, og du møder barnet og situationen med en anerkendende tilgang. Du kan dokumentere præcist både mundtligt og skriftligt og sætter pris på faglig supervision og refleksion over egen praksis.
Vi kræver ikke, at du har gjort det hele før. Men vi har brug for, at du har lysten, fagligheden og viljen til at tage medansvar - både for børnene, kollegerne og arbejdsmiljøet.
Løn og ansættelse
Ansøgningsfrist: 3. juli 2026
Samtaler afholdes: 9. juli 2026
Spørgsmål?
Kontakt afdelingsleder Anette Engel Thuelund Nielsen: anette.nielsen@svendborg.dk
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.