Nymarkskolen søger pædagogisk afdelingsleder til 10. klasse

Pædagogisk afdelingsleder til 10. klasse – praksisnær ledelse og udvikling af fremtidens ungdomsuddannelse

Om stillingen

Vi søger en engageret og udviklingsorienteret pædagogisk afdelingsleder med ansvar for 10. klassecenteret, herunder almen 10. klasse og EUD‑linjen. Tiltrædelse er august 2026.

I skoleåret 2026–2027 indgår du i Nymarkskolens ledelsesteam med fuldt pædagogisk og personalemæssigt ansvar for 10. klasse. Fra august 2027 virksomhedsoverdrages 10. klasse til Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier (SESG). Stillingen rummer derfor et overgangsår, hvor du både er en integreret del af Nymarkskolens ledelsesteam og samtidig opbygger relationer, samarbejdsformer og fælles retning med kommende ledelse og kolleger på SESG – og fungerer som brobygger mellem to organisationer med forskellige kulturer og styringslogikker.

Stillingen forudsætter, at du trives i kompleksitet og kan skabe sammenhæng, tryghed og tydelighed i en periode præget af både drift og forandring.

Et udviklingsjob i en overgangstid

Nymarkskolen står – i tæt samarbejde med SESG – midt i udviklingen af den nye EPX‑uddannelse, som forventes etableret frem mod 2030. Indtil da er 10. klasse fortsat et kommunalt tilbud, men indgår som et udviklings- og afprøvningsrum, hvor overgangen fra 10. klasse til EPX undersøges, justeres og kvalificeres.

Som pædagogisk afdelingsleder for 10. klasse får du en central rolle i dette arbejde. Stillingen stiller krav til faglighed, ledelsesmæssigt mod og organisatorisk forståelse – og giver samtidig mulighed for aktivt at præge fremtidens ungdomsuddannelse.

Stillingen – ledelse og undervisning

Stillingen er på 37 timer ugentligt og sammensat af ca. 26 timer ledelse og 11 timer undervisning.
Undervisningen er en integreret del af ledelsesopgaven og omfatter FUT‑lektioner med fokus på unges sociale kompetencer, relationer og fællesskaber samt linjedage, der giver praksisnær fordybelse i interesseområder som kreativitet, sport, tech og friluftsliv og understøtter motivation, afklaring og fællesskab.

Dine opgaver

Du har ansvar for den daglige pædagogiske og personalemæssige ledelse af 10. klasse og skal sikre tydelig retning, kvalitet og stabil drift i en overgangsperiode. Opgaven indebærer at videreudvikle 10. klasse som et meningsfuldt og praksisnært overgangsår, understøtte sammenhængen mellem undervisning, trivsel og vejledning samt opbygge stærke samarbejdsrelationer internt og eksternt.

Du fungerer som brobygger mellem Nymarkskolen og SESG, bidrager aktivt til udviklingen af EPX og indgår i skolens planlægning og ledelsesteamets fælles ansvar for skolens samlede udvikling.

Hvem er du?

Vi søger en afdelingsleder, der er uddannet lærer – gerne med erfaring fra udskoling og/eller 10. klasse – og som har lyst til praksisnær ledelse. Du kan sætte tydelig retning og skabe følgeskab, også når rammerne er under forandring, og du trives i spændingsfeltet mellem drift, udvikling og politiske beslutninger.

Du har blik for både organisation, relationer og mennesker og evner at skabe mening, sammenhæng og tryghed i overgangsperioder. Ledelseserfaring og/eller lederuddannelse er en fordel, men ikke et krav – også ledertalenter opfordres til at søge.

Ledelsesopgaven i 10. klasse / EPX

Ledelsesopgaven kalder på en leder, der kan fastholde tydelig retning og stabil drift, styrke motivation og faglig dialog, arbejde systematisk med samarbejde og opfølgning samt understøtte psykologisk tryghed og læringsmod. Du skal kunne stå roligt i forandring – og invitere andre med.

Om Nymarkskolen

Nymarkskolen er Svendborg Kommunes ungeskole og udskolingsskole for Tved Skole, Thurø Skole og Ørkildskolen. Skolen har ca. 560 elever på 7.–10. årgang og rummer sportsklasser, 10. klassecenter og funktionsklasser (FUNK). Vi er ca. 65 medarbejdere og har et ledelsesteam på fire. Skolen er placeret på to matrikler i Svendborg.

Svendborg Kommunes skolevæsen

Skolerne i Svendborg Kommune er noget helt særligt. Vi er optaget af at skabe og udvikle mangfoldige læringsmiljøer, der afspejler, de elever vi har. Derfor er vi hele tiden i bevægelse, med blikket skarpt indstillet på den pædagogiske og didaktiske udvikling af vores skoler. Men vi er fælles om at løse opgaverne, og vi lægger vægt på et godt og ligeværdigt samarbejde på tværs, ligesom vi prioriterer videreuddannelse og faglige netværk. Vores udgangspunkt er gensidig respekt og stærke relationer - altid med fokus på at skabe de bedste læringsmuligheder for vores elever.

Og så er alle vores folkeskoler idrætsskoler med højt til loftet og plads til mangfoldige måder at lære på. Vi har både en Naturskole og et Sejlcenter, ligesom vi har et stærkt samarbejde med både kultur- og idrætsorganisationer.

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordener. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling. 

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden. Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt. 

Løn og ansættelse

Fast stilling med forventet tiltrædelse august 2026. Løn‑ og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og lokal forhåndsaftale. Der indhentes straffe‑ og børneattest.

Kontakt

Er du nysgerrig på ledelse, udviklingsopgaven eller på, om denne stilling kan være et næste skridt i din lederrejse, er du meget velkommen til at kontakte skoleleder Pia Brøndsted Jacobsen  tlf. 24 40 12 95.
Der er mulighed for en uformel samtale og evt. rundvisning efter aftale.

Ansøgningsfrist og samtaler

  • Ansøgningsfrist: søndag d. 3. maj 2026
  • Ansættelsessamtaler: tirsdag d. 12. maj og fredag d. 22. maj 2026

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven


Frist:
Stillingskategori: Ledelse
Stillingstype: Fastansættelse
Arbejdstid: 37
Tiltrædelse: 01-08-2026
Kontaktperson:
Pia Jacobsen
Telefon: 24401295
Svendborg Kommune
Ramsherred 5 - 5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00