Skoleleder søges til Ørkildskolen - Skolen for alle

Ørkildskolen søger en skoleleder, der kan stå i spidsen for en fællesskabende og udviklingsorienteret skole.

  • Ser du forskellighed som en styrke i et stærkt fællesskab?
  • Er du en dygtig og erfaren leder med pædagogisk-didaktisk indsigt og økonomisk overblik?
  • Kan du se dig selv som leder af en engageret skole helt tæt på byens rum?
  • Formår du at lede ledere og samtidig være nærværende for mange?

Så er det dig, vi søger som skoleleder, når vores nuværende skoleleder går på pension.

Om jobbet
Ørkildskolen er en folkeskole med to matrikler beliggende i hjertet af Svendborg med elever fra 0.-6. kl., hertil hører Svendborg Kommunes funktionsklasserække for samme klassetrin.

Som skoleleder på Ørkildskolen bliver du en del af en skole, hvor elevernes læring, udvikling og dannelse er kerneopgaven. Fællesskab, forskellighed, trivsel og faglighed er de bærende værdier for dette arbejde. Vi har som skole en ambition om at arbejde praktisk-musisk både i den fagfaglige undervisning, i SFO´en og i skolefællesskabet, hvor fx morgensang er et bærende element på begge matrikler. Hos os går faglighed og trivsel hånd i hånd i et mangfoldigt læringsmiljø, hvor diversitet ses som en styrke.

Funktionsklassen er et specialtilbud, hvor eleverne visiteres via et centralt visitationsudvalg. Et specialtilbud sammenhørende med skolen giver unik mulighed for, at almen og special fungerer som et fællesskabende læringsmiljø – både i elevernes hverdag, i kompetenceudviklingen på skolen og i det samlede skolevæsen.

På Ørkildskolen er der en engageret skolebestyrelse, og det gode forældresamarbejde vægtes højt. I det hele taget kender du betydningen af en motiverende og anerkendende dialog og ved, det er en vigtig prioritering i alle samarbejder – interne og eksterne.

Når eleverne slutter et læringsrigt skoleforløb på Ørkildskolen i 6. kl., skal de videre til et ungemiljø. Her har du som skoleleder et kontinuerligt og tæt samarbejde med Nymarkskolen, Svendborg Kommunes ungeskole, om kvalitet og sammenhæng i overgangene. Samarbejdet kan også være med kommunens linjeskoler, hvis elever fra skolen har valgt at søge et af disse tilbud i 7. kl. I det hele taget vægter du gode overgange i hele skoleforløbet, og derfor er samarbejdet med dagtilbud også en prioriteret opgave.

Ørkildskolen er en del af et samlet skolevæsen i Svendborg Kommune, og du formår både at være Ørkildskolens leder og kollega i skolefællesskabet, der er en del af en politisk styret organisation.

Der er i Svendborg Kommune netop vedtaget en ny Børne- og Ungepolitik. Dine kolleger i den samlede tværprofessionelle ledergruppe (skolerne, PPR, kultur- og fritidsområdet, familieafdelingen og dagtilbud) er vigtige samarbejdspartnere, og de har alle været engagerede i udviklingen af politikken, og I vil sammen arbejde ind i en vellykket implementering helt tæt på eleverne. Vi arbejder IND i fællesskaber.

Om dig
Du vil skolen. Du vil eleverne, medarbejderne og forældrene. De ved, hvem du er – du er tilgængelig og er oprigtigt interesseret i, hvad der sker i undervisningen og i SFO. Du er relationsstærk.

Som leder er du ambitiøs. Du vægter det gode arbejdsmiljø og kan skabe følgeskab i et tillidsfuldt og samarbejdende rum. Du tør tage beslutninger og tager ledelse af processer og udvikling. Du har respekt for skolens historik og ved, at udvikling sker i sammenhæng med alt det vigtige arbejde, der allerede er i gang på skolen. Ørkildskolen er en god skole i god udvikling – som du skal føre videre i samarbejde med medarbejderne og skolens samlede ledelsesteam.

Du har solid ledererfaring, relevant lederuddannelse og en pædagogisk baggrund. Du forstår ambitiøst at navigere i en politisk styret organisation og kan håndtere de tilhørende administrative og økonomiske processer med rette flair. Du motiveres af at lede ledere, og vil samtidig gerne være tæt på – og forstå – den daglige praksis.

Om os
Vi er én skole på to matrikler. Vi gør de fleste ting sammen, mens der er også plads til forskellighed. Vi vil gerne hinanden, og vi sætter stor pris på en skoleleder med en engageret og positiv energi – for det smitter.

Vi har gang i flere spændende pædagogiske og didaktiske indsatser. Fx vores arbejde med co-teaching og vores fokus på teamsamarbejde, hvor det gode samarbejde mellem pædagoger og lærere i undervisningen vægtes højt.

Ørkildskolen ligger i et område med flere private skoler. Du har som skoleleder en væsentlig opgave i fortsat at gøre skolen til forældrenes naturlige valg. Branding af skolen og samarbejde i lokalmiljøet er derfor vigtigt. Det gælder både de mange dagtilbud og de aktive foreninger. Du griber invitationer og inviterer selv, hvis du ser muligheder.

Vi bor i byen med adgang til alle dens fortrinlige muligheder – og samtidig i et naturskønt område. Alt i alt har vi gode eksterne læringsmiljøer, som vi bruger aktivt.

Ørkildskolen har 55 lærere, 17 pædagoger, 2 skolesekretærer og 4 ledere. Lige nu er der forventeligt ca. 600 elever pr. 1. august 2024. Skolens matrikler hedder afd. Byen og afd. Øst og har en ligelig fordeling af elever og medarbejdere.

Svendborg Kommunes skolevæsen
Skolerne i Svendborg Kommune er noget helt særligt. Vi er optaget af at skabe og udvikle mangfoldige læringsmiljøer, der afspejler de elever, vi har. Derfor er vi hele tiden i bevægelse, med blikket skarpt indstillet på den pædagogiske og didaktiske udvikling af vores skoler.

Vi er fælles om at løse opgaverne, og vi lægger vægt på et godt og ligeværdigt samarbejde på tværs, ligesom vi prioriterer videreuddannelse og faglige læringsfællesskaber.

Vores udgangspunkt er gensidig respekt og stærke relationer - altid med fokus på at skabe de bedste læringsmuligheder for vores elever.

Og så er alle vores folkeskoler idrætsskoler med højt til loftet og plads til mangfoldige måder at lære på. Vi har både en naturskole og et sejlcenter, ligesom vi har et stærkt samarbejde med både kultur- og idrætsorganisationer.

Som ny skoleleder i Svendborg Kommune bliver du en del af en skoleledergruppe, der tør drøfte både nemme og svære ting. Du får et introduktionsforløb både til kommunen og til skoleområdet, ligesom du tilbydes et sparringsforløb med en erfaren skoleleder fra kommunen i tæt samarbejde med Skole- og Uddannelseschefen.

Løn og ansættelse
Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen med forventet tiltrædelse 1. oktober 2024.

Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.

Arbejdsstedet er: Ørkildskolen, Østre Skolevej 2/Skolegade 2, 5700 Svendborg.

Vi opfordrer til, at du aflægger skolen et besøg, inden du ansøger. Kontakt viceskoleleder Ulrik Lindorf Christensen, på tlf. 29 17 68 42. Derudover henvises der til skolens hjemmeside.

Du er også velkommen til at kontakte Skole- og Uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel på tlf. 51 28 41 40, hvis du har generelle spørgsmål til arbejdet som skoleleder i Svendborg Kommune.

Relevante links:
Børne- og ungepolitik - fælles afsæt - fælles fremtid
Kommissorium for udvikling af fremtidens folkeskole i Svendborg Kommune
Mangfoldige læringsmiljøer | Svendborg Kommune
Ledelsesgrundlag Svendborg Kommune

HR-afdelingen indhenter straffeattest og børneattest på den ansøger, der bliver ansat.

Ansøgningsfrist og samtaler
Ansøgningsfrist: søndag d. 11. august 2024.

De kandidater, der udvælges til samtale, vil blive inviteret onsdag d. 14. august 2024. 1. samtale afholdes fredag d. 16. august 2024. 2. samtale afholdes tirsdag d. 27. august 2024.

Der vil blive stillet en case lige inden 1. samtale, og der vil blive fremsendt en hjemmeopgave forud for 2. samtale. Mellem første og anden samtalerunde vil der blive indhentet referencer og udarbejdet en lederprofil på de kandidater, der går videre.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven


Frist:
Stillingskategori: Børn og unge
Stillingstype: Fastansættelse
Arbejdstid: 37
Tiltrædelse: 1. oktober 2024
Kontaktperson:
Kathrine Vestergaard Hyttel
Telefon: 51284140
Svendborg Kommune
Ramsherred 5 - 5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00