Heldagsklassen BROEN på Tåsingeskolen søger erfaren og relationsstærk pædagog
Da en af vores erfarne pædagoger har søgt nye udfordringer, har vi brug for en ny kollega - gerne allerede fra fra 1. august 2026, der vil være med til at løse en spændende og vigtig pædagogisk opgave.
Kan du se dig selv arbejde ressourceorienteret og tværfagligt? Har du erfaring med at tilrettelægge og gennemføre læringsforløb med et praktisk udgangspunkt? Tror du også på, at de unge mennesker gør det bedste og rigtige, hvis de kan? Er du stærk i relationsdannelse og agerer roligt, hvis de unge tvivler?
…så håber vi at høre fra dig.
Om jobbet
Vi leder efter en kollega, der har lyst til at gøre en forskel for en flok unge mennesker, der ind imellem slår sig lidt på verden. Eleverne har brug for tydelige, stabile, rolige og autentiske voksne, som de kan spejle sig i og som kan være sunde rollemodeller for dem.
Vi samarbejder med PPR om opgaveløsningen og der tages altid afsæt i zonen for nærmeste udvikling. Vi arbejder kontinuerligt med at se muligheder for udvikling. Derfor har vi fokus på at skabe øvebaner for eleverne i form af deltagelse i undervisning i almenklasser eller fx praktikker.
I tæt samarbejde med teamet og forældrene varetages opgaven omkring elevernes faglige, personlige og sociale udvikling. Vi planlægger ud fra en struktureret og forudsigelig skoledag, hvor der samtidig konstant arbejdes med fleksibilitet.
Stillingen er en fast stilling på fuld tid med ansættelse 1. august 2026 eller snarest derefter.
Om dig
Vi ønsker os en pædagogkollega, der har erfaring med og lyst til at arbejde specialpædagogisk. Du kan se værdien i at læringen tager udgangspunkt i noget konkret og praksisnært. Du har ambitioner på både elevernes og egne og kollegernes vegne. Vi må gerne lave fejl, men vi forventer, at vi hele tiden øver os på at blive bedre sammen.
Vi efterlyser samtidig en pædagog, der har kompetencer til at begå sig med både mundtlig og skriftlig kommunikation.
Om os
Heldagsklassen, BROEN på Tåsingeskolen er et specialpædagogisk skoletilbud i Svendborg Kommune under folkeskoleloven for elever i 7. - 10.kl. Heldagstilbuddet BROEN er under Centerafdelingens daglige ledelse, og du indgår sammen med kollegerne i Centerafdelingens kompetenceudvikling.
Svendborg Kommune arbejder aktivt med mangfoldige læringsmiljøer. I BROEN er vi derfor optaget af, at vores skoletilbud skal give eleverne mulighed for at deltage i betydningsfulde og udviklende fællesskaber: Vores vision er, at vores børn tilegner sig viden og færdigheder, og de har lysten og glæden ved at lære og udvikle sig. Vi giver dem de bedste forudsætninger for at leve og virke i fremtidens samfund. Derfor arbejder de enkelte teams med refleksioner i og over praksis, så vi hele tiden holder elevernes mestringskompetencer for øje.
BROENs målgruppe er primært elever med socio-emotionelle vanskeligheder. Vi arbejder ud fra en miljøterapeutisk forståelsesramme. Vi arbejder desuden målrettet med blandt andet mentalisering og elevernes arousalniveau.
Teamet omkring BROEN er tværfagligt, og du møder kolleger, som værdsætter og anerkender nødvendigheden af hinandens fagligheder og kompetencer. Vi er glade for vores skole, og det tætte teamsamarbejde er til glæde for både eleverne og den enkelte medarbejder. Vi holder samtidig fokus på både humor og arbejdsglæde i dagligdagen.
Om skoleområdet
Skolerne i Svendborg Kommune er noget helt særligt. Vi er optaget af at skabe og udvikle mangfoldige læringsmiljøer, der afspejler de elever, vi har. Derfor er vi hele tiden i bevægelse, med blikket skarpt indstillet på den pædagogiske og didaktiske udvikling af vores skoler.
Men vi er fælles om at løse opgaverne, og vi lægger vægt på et godt og ligeværdigt samarbejde på tværs, ligesom vi prioriterer videreuddannelse og faglige netværk. Vores udgangspunkt er gensidig respekt og stærke relationer - altid med fokus på at skabe de bedste læringsmuligheder for vores elever.
Og så er alle vores folkeskoler idrætsskoler med højt til loftet og plads til mangfoldige måder at lære på. Vi har både en Naturskole og et Sejlcenter, ligesom vi har et stærkt samarbejde med både kultur- og idrætsorganisationer.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordener. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. I Svendborg Kommune ligger lønnen for denne type stilling typisk mellem 40.700 kr. og 46.500 kr. kr. pr. måned ved fuldtidsansættelse. Lønnen er inklusive pension, særlig feriegodtgørelse og faste tillæg. Der kan desuden være arbejdstidsbestemte tillæg og andre særydelser. Det er vigtigt at bemærke, at din konkrete løn fastsættes ud fra din erfaring, anciennitet og kompetencer og aftales ved forhandling med den relevante faglige organisation.
HR-afdelingen indhenter straffeattest og børneattest på den ansøger, der bliver ansat. Det er en forudsætning for ansættelsen, at attesterne er tilfredsstillende i forhold til stillingen. Vurderingen foretages af Juridisk afdeling i samarbejde med direktøren for Børn og Unge i Svendborg Kommune.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist er søndag den 5. juli 2026. Husk ved fremsendelse af ansøgning at vedhæfte uddannelsesbevis samt andre relevante bilag.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos daglig leder Kristine Grauenkjær på mobil 2465 9383.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.