Viceskoleleder til Byhaveskolen
Brænder du for specialområdet og har du lyst til at spille en central ledelsesmæssig rolle i udviklingen af pædagogisk praksis, overordnede strategier og dynamisk samarbejde?
Vi leder efter vores nye viceskoleleder, som skal være med til at fortsætte udviklingen af undervisningen og fritidslivet for vores elever, der alle har generelle indlæringsvanskeligheder og forskellige handicaps.
Om jobbet:
Vi er en velfungerende og ambitiøs special/folkeskole, med 158 fantastiske elever og 95 engagerede og fagligt specialiserede medarbejdere. Vi arbejder med mangfoldige læringsmiljøer, der sætter læring i centrum. Det er vigtigt for os, at du ser værdi i at skabe rammer for Byhaveskolens børn, så de udvikler sig så meget som muligt, uafhængigt af de forudsætninger de har med sig. Det er en central værdi på skolen, at vi skaber deltagelsesmuligheder for alle elever ift. skolens fællesskaber og til arenaer uden for skolen.
Du vil blive en del af et ledelsesteam, der i høj grad betragter ledelse som en holdsport og prioriterer tid til udvikling, samarbejde, retning og mål; ligesom alle andre teams på Byhaveskolen.
Vi har et tæt samarbejde med de tillidsvalgte TR´ere og AMR’ere, som vi mødes med hver uge. Det har en central plads i vores fælles udvikling af skolen, da skole er noget, vi laver i fællesskab.
Du vil som viceskoleleder primært arbejde med afdelingsledelse og elevsagsledelse på børnemiljøet. Du vil få ansvar for personaleledelsen i din afdeling og skal understøtte og deltage i afvikling af bl.a. netværksmøder, VISO-forløb og forældresamarbejde.
Sammen med skolelederen vil du som viceskoleleder skulle deltage i skolebestyrelsesarbejdet. Vi har en erfaren og engageret skolebestyrelse, der ligesom os har ambitioner på elevernes vegne. Forældresamarbejdet spiller en vigtig rolle på vores skole og vi prioriterer et godt samarbejde med både forældre, plejeforældre og bosteder højt.
Om dig:
Vi ønsker os en viceskoleleder, der:
• Har ledelseserfaring
• Har pædagogisk indsigt og viden, meget gerne fra specialområdet
• Er lyttende og åben for dialog
• Er anerkendende og tryghedsskabende i sine professionelle relationer
• Er stærk i procesarbejdet med pædagogisk udvikling
• Har erfaring med at skabe sunde og bæredygtige dynamikker, blandt medarbejdere såvel som i ledelsen
• Er god til at kommunikere
• Kan arbejde struktureret, følger op og afslutter, og tilmed kan skabe overblik både for dig selv og andre
• Sætter læring i centrum
Om os
Byhaveskolen er Svendborg kommunes folkeskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder af vidtgående karakter. Alle Byhaveskolens elever har særlige behov, grundet deres kognitive funktionsnedsættelser, og det er derfor essentielt, at personalet er tålmodige, empatiske og vidende om børns udvikling, samt har viden og interesse i metoder inden for det specialpædagogiske felt.
Undervisningen og aktiviteterne tilrettelægges ud fra et bredt undervisningsbegreb og tager udgangspunkt i hver enkelt elevs behov, interesser og nærmeste udviklingszone.
Det fordrer, at personalet kontinuerligt arbejder med den enkelte elevs læringsforudsætninger og tilpasser læringssituationerne, så de understøtter klassen som helhed. Det kræver tillige, at vi ofte undersøger og reflekterer over egen praksis for at blive bevidste om, hvordan vi tilretter og udvikler vores faglighed.
Vi arbejder tværprofessionelt i et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger, assistenter og medhjælpere, og vi har desuden tilknyttet ergo- og fysioterapeuter, logopæd, sundhedsplejerske og PPR på skolen.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Praktiske oplysninger:
Vi glæder os til at høre fra dig. Der er ansøgningsfrist den 28. maj. Og stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026. Du er velkommen til at kontakte skoleleder, Christoffer Rabølle Steinrud på 24636975 for spørgsmål eller aftale om besøg.
1. samtale forventes afholdt d. 2. juni og 2. samtale forventes afholdt d. 9. juni. Går du videre efter første samtale, skal du indstille dig på at få foretaget en personlighedstest inden 2. samtale, ligesom der vil blive trukket referencer mellem 1. og 2. samtale.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.